Ældre- og Sundhedsreformen
Når ældrereformen skal implementeres, lægges der større vægt på civilsamfundets medvirken.
Reformen bygger på: Selvbestemmelse for den ældre, – Tillid til medarbejdere og ledelse, – Tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund
I aftalen er bla. lagt op til, at der skal arbejdes på, at der kommer færre personer i borgernes hjem når de har brug for hjælp, – og at nogle af de kommunale plejehjem skal styres af lokalsamfundet, altså af en bestyrelse. Men, hvem er lokalsamfundet? Er det købmanden ovre på hjørnet, bankmanden, virksomhedsejeren eller pensionisten, det kan kun fremtiden vise. I stedet kunne man jo give mere frihed til det enkelte kommunale plejehjem, de er jo vant til at styre inden for lovgivningen og meget snævre rammer.
Angående antallet af personer der kommer i borgerens hjem, skal man samarbejde i mindre faste teams. Det er vi allerede startet på Frederikssund. Og det er en rigtig god ide.
At styre et plejehjem er ikke noget man lærer på et par dage. Der er utrolig megen lovgivning der skal tages hensyn til, samtidig med at økonomien er kommunal fastsat.
Det kunne fremme mere brugerbetaling af bagdøren, hvis bestyrelse har ambitioner som den kommunale økonomi ikke rækker til. Vi har set private plejehjem, der tager gebyr for at deltage i blandt andet gudstjeneste og gymnastik på plejehjemmet. Her får Seniorrådet og lokalsamfundet en stor opgave med at sikre, at der ikke sker øget brugerbetaling af bagdøren.
Sundhedsstrukturkommission har fremlagt forslag til en sundhedsreform.
Forslaget byger på tre modeller for styring af sundhedsvæsenet, der skal sikre større sammenhæng i sundhedsvæsenet. Sundhedsminister Sofie Løhde mener dog ikke, at nogle af modeller vil blive vedtaget i folketinget, men en hybrid blandt forslagene. Med mange flere ældre de kommende år er det nødvendigt at fordele de knappe ressourcer de rigtige steder. Mange ældre bliver i dag tabt i systemet, med mange genindlæggelse til følge. Det kan gøres bedre ved at behandle borgeren i eller tæt på deres hjem.
De to reformer bygger på kommissorier, der er udarbejdet af regeringen. Det er tydeligt fremgået, at de forslag, der måtte komme, ikke må betyde øgede statslige udgifter. Der er i aftalerne mellem regeringen, kommuner og regioner for 2025 lagt yderligere midler til at dække den demografiske udvikling, men er det tilstrækkeligt?
Seniorrådet vil kæmpe for, at Ældrepleje og Sundhedsbehandling skal fortsat være med fri og lige adgang for borgerne.
August 2024
Lissi Gyldendahl
Formand for seniorrådet